Anden træning i Discgolf afdelingen
Discgolf -
Søndag den 15. november blev Døvania Discgolf afdelingens anden træning afholdt i Virum parken, hvor de 8 morgenfriske medlemmer mødte op kl. 10.00.
Disc golfbanen i Virum består af 9 par 3 huller med få forhindringer og med hullernes længde på mellem 45 og 63 meter er den oplagt til nybegynder og putter træning.
Træningen blev opdelt i 2 dele hvor første del var teknik træning, mens anden del gik ud på at spille 9 huls banen, men hvor man brugte teknikken fra vores sidste træning + det nye vi lærte i dag.
Første fokus punkt i dagens teknik træning var cirkel 1 putt (0 til 10m), hvor man startede med at putte ved 2 meters afstand, og hver gang man fik alle 3 disc i kurven måtte man øge kastelængden med 1 meter. Hvis man missede alle sine skud, skulle man starte forfra så det var ret spændende når man først havde kæmpet sig op på de 5-10 meter putt.
Da deltagerne fik styr på det grundlæggende, gik vi videre med træning af cirkel 2 putt (10 – 20m), hvor der både blev trænet straddle putt, spin putt, hyzer og anhyzer kast rundt om forhindringer. Kaste stationerne var blevet lagt, så selv landsholdsspillerne synes det var udfordrende.
Sidste fokus punkt i dagens teknik træning var indspil /approach shots, og her skulle man på 40-50 meters afstand prøve at lande sin disc inden for en radius på 5 meter fra kurven, hvilket ikke var så nemt som man umiddelbart skulle tro.
Efter en kort pause i det gode vejr, blev deltagerne delt op i 2 hold og sendt ud på 9 huls banen. Martin havde dog en lille overraskelse til os, som gjorde det meget sværere! Han havde besluttet at vi skulle spille med den regel at ved første kast ved hver hul, skulle hver deltager kaste 3 disc. Derefter var man tvunget til at spille videre fra det dårligste kast! Det betød at man skulle prøve at spille meget mere sikkert, og sørge for at alle 3 kast er lige gode, da et dårligt skud kunne ødelægge det hele.
Alt i alt har det været en fantastisk dag med godt humør og masser gå-på mod.
Døvania disc golf afdeling har på nuværende tidspunkt 13 medlemmer men der er stadig plads til flere.
Næste træning bliver en lørdag eller søndag i december måneden hvor vi holder en lille ”juleturnering” som juleafslutning.