Julehilsen fra Døvania

Bestyrelse -

 

Kære alle

Så er 2016 ved at være et overstået kapitel i Døvanias store og mangeårige historiebog, og vi føler, at året er gået hurtigt men godt.

Vi har fået to nye afdelinger op at køre i årets løb: bordtennis og gokart. Før sommerferien fik vi arrangeret et uofficielt DM i bordtennis i samarbejde sammen med Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI). Det var et meget hyggeligt arrangement, og mange vil gerne prøve kræfter med den lille hvide celluloidbold igen næste år, hvilket lyder meget godt.

Ret for nylig fik vi oprettet en gokartafdeling, og vi kunne sende en repræsentant til det uofficielle DM i gokart. Det gik ikke så godt for vores repræsentant, og det gør ikke noget, for det var vigtigere for os, at vi kunne stille med en repræsentant i Døvanias farver. Efterfølgende er der kommet 4 nye medlemmer til afdelingen, og vi glæder os til at arbejde med det nye område næste år. Her vil der fokuseres på at være klar til næste års DM-arrangementer.

Af andre områder med gode resultater kan nævnes:

Orienteringsafdelingen har opnået gode resultater under DM-arrangementerne kort før sommerferien.
Volleyballholdet har vundet en turnering under DGIs regi.
Golfafdelingen har fået en DM-vinder efter en turnering på det flotte golfområde på Amager.
Håndboldafdelingen har fået nye kvindelige medlemmer.

Det er nogle gode nyheder her på idrætsområdet, men desværre gælder det ikke for vandsportsområdet for øjeblikket. Der skal holdes et medlemsmøde mellem jul og nytår, og her håber vi på, at afdelingen kan fortsætte ind i 2017. Bestyrelsen følger udviklingen og deltager i medlemsmødet.

Desværre er det mod vores forventninger ikke gået godt med at arrangere nogle breddeidrætsaktiviteter i år, men DDI har meldt ud, at der bliver dannet et DM-udvalg pr. 1. januar 2017, og af udvalgets nye opgaver kan nævnes, at DDI vil satse på at arrangere DM for alle, sådan at breddeidrætten også kan deltage i DM-turneringer. DDI er også i gang med at finde nye områder, hvor alle kan deltage uden at have særlige evner. Vi glæder os til dem, og måske kan det hjælpe os med at få seniorsport op at køre.

Det er ikke kun på idrætsområdet, det er gået godt for. Bestyrelsen har arbejdet målrettet i et roligt tempo med at udarbejde en ny bestyrelsesstruktur for at gøre det mere attraktivt at udføre frivilligt arbejde for idrætsforeningen. Modsat sidste år kan vi nu glæde os til næste års generalforsamling, for vi har næsten fundet en ny og komplet bestyrelse, der vil arbejde med at få Døvania videre gennem det nye år. Mange arbejdsrutiner bliver forenklet, og arbejdsområder bliver samlet sammen i særlige områder, hvor man får bedre overblik over.

Bestyrelsen vil sige tak til:

Frivillige for deres store hjælp til forskellige arrangementer
Idrætsudøverne for deres engagement for deres sport
Idrætslederne for deres flotte og dygtige arbejde for idrætsforeningen
De andre klubber under DDI for det fine samarbejde under DDIs regi
DDI for deres indsats for at holde døveidrætten kørende.

Alle ønskes hermed en rigtig glædelig jul og et godt og sportsligt nytår af

Martin Tranemose, Jens Luckenbach, Emil Clemmensen, Dorte Zachariassen, Sabine Brink, Aleksander Madsen Kirkegaard, Charly Witt og Christian Høybye.

 

LÆNGE LEVE DØVANIA!

 

 

Kommentér artiklen

I henhold til offentlighedsloven vil anonyme indlæg blive slettet - og det samme gælder indlæg, der ikke overholder en sober tone. Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tilmeld nyhedsbrev

Døvania Menu