Døvanias klubtur i Bornholm 2019

Orienteringsafdelingen har i slutningen af oktober afholdt en klubtur og denne gang var det på Bornholm i forbindelse med et 3 dages orienteringstævne. Det blev til 7 løbere i alt der deltog og de tog afsted i 2 hold. Det ene hold ankom til Rønne fredag morgen og det andet hold ankom senere på dagen.
Fredag var det sprint-disciplinen der blev afholdt og det foregik i byen Rønne. Det viste sig, at byen var en gammel havneby, hvor der var brosten overalt og infrastrukturen i denne by var tæt og indviklet. Det betød at man skulle tage hurtige beslutninger i forhold til vejvalg og det krævede samtidig også en del kortaflæsning, fordi posterne ikke lå så langt fra hinanden og var på en måde skjult mellem de smalle og tætte gamle bygninger.
Efter denne konkurrence tog alle afsted til en ferielejlighed i Gudhjem, som var en hjembase for alle Døvanias løbere i hele weekenden, da de andre orienteringsdiscipliner skulle afholdes På forskellige steder spredt ud over øen. Udover ovenstående kom 2 døve løbere fra Polen, der var interesserede i at blive bedre til orienteringsporten. Der er nemlig ikke rigtig nogen orienteringsklub for døve hvor de bor og da de så kender en Døvania-løber, der gerne ville undervise dem i orientering, besluttede de at tage med til stævnet. Det sociale blev således udvidet med 2 ekstra gæster.
Næste dag kørte alle afsted til Rø plantage og det var mellem-disciplin, som typisk kræver en del arbejde med et kompas og en evne til at kunne navigere rundt i et område med mange informationsdetaljer ii kortet. Man kunne derfor i denne skov mærke, at ens orienteringsteknik blev ekstra udfordret.
Om søndagen foregik den sidste del af orienteringsstævnet i den nordlige del af Bornholm, et område kaldet Hammeren. Her var det igen mellem-disciplin, men i et endnu sværere område. Alle løbere blev udfordret på orienteringsteknikker og fysik, da terrænet i dette område var kupereret og varierende, med moseområder og en del klipper. Samtidigt blæste det meget fra havet, som lå nord for området, hvilket betød, at det blev ekstra fysisk krævende.
Andre billeder fra turen kan ses her.
Alt i alt blev denne klubtur en succes og det var et oplevelsesrigt arrangement med et godt socialt sammenhold. Nedenfor kan resultaterne ses. Informationerne er hentet fra hjemmesiden Host Open.
Sprint i Rønne
- D21-39 Petra Eklund 21:25
- H21-39 Benjamin Trock 24:02
- H21-39 Mads Knudsen 31:53
- H40 Lars Ryberg Vikkelsø 31:36
- H70 Marek Mir-Mackiewicz 23:40
Etape 1 i Rø Plantage
D21 Petra Eklund 1:33:24
- D75 Annelise Hansen 41:54
- H21M Benjamin Trock 1:09:59
- H21M Mads Knudsen 1:30:38
- H40 Henrik Eklund 1:03:17
- H70 Marek Mir-Mackiewicz 1:10:09
- Open1 Lars Ryberg Fejlklip
- Open3 Olivia Thyge Egeberg 57:58
Etape 2 på Hammeren
- D21 Petra Eklund Fejlklip
- D75 Annelise Hansen 1:12:38
- H21M Mads Knudsen 2:06:55
- H21M Benjamin Trock Fejlklip
- H40 Henrik Eklund 1:21:04
- H70 Marek Mir-Mackiewicz 1:31:40
- Open3 Olivia Thyge Egeberg 1:31:24
- Open3 Lars Ryberg 1:46:35
Skrevet af Mikkel